Bispens Bededag

Mange tror, at det var Struensee, der skabte store bededag, som erstatning for en lang række helligdage. Men store bededagen har sin oprindelse længere tilbage i tiden. Dens ”fader” var biskop Hans Bagger i Roskilde. Han fik en kongelig forordning lovfæstet bededagen allerede 27. marts 1686. Den henlagdes til fjerde fredag efter påske og erstattede de ugentlige bededage, som på Chr. IV´s bud havde været holdt hver fredag året rundt siden 1631.

Hvornår skikken at drikke te med varme hveder st. bededagsaften er opstået, fortaber sig i det uvisse. Men den går tilbage til en tid, da husmødrene selv bagte aftenens traktement. I dag er det nok for de flestes vedkommende bagerens hveder, der nydes. Skulle der imidlertid være nogle, der har lyst og tid til selv at bage hvederne, er her en meget gammel opskrift:

Bedstemors gæstehveder:

½ liter tynd fløde, 225 g smør, 1 kg sigtet hvedemel, 2 teskeer groft salt, 1 teske kardemomme, 70 g gær.

Ælt en dej som til franskbrød, stil den til hævning èn times tid. Tril den så i store boller, som sættes på smurte plader og efterhæver 15-20 minutter. Pensles med sammenpisket æg og mælk, sættes i en varm ovn og bager 25 minutter.

Tages så ud af ovnen, og når de er næsten kolde, skæres de igennem og formes kvardratiske og tørres et øjeblik i lunken ovn.

Der bliver hveder nok til 10-12 personer af disse mål.

≠≠≠≠

 

 
Lav din egen hjemmeside med mono.net